Hej med jer!
Mit navn er Shawen. Jeg er en udadvendt og socialt anlagt pige, som elsker at have mange bolde i luften. Jeg bor alene i Aarhus, men er et stort familiemenneske, hvorfor jeg ofte er sammen med min familie og venner. Derudover læser jeg til dagligt kandidaten i jura på Aarhus Universitet, hvor jeg tilmed har en bachelor.
Jeg er tålmodigt anlagt, og jeg har altid et smil på læben. Jeg elsker at hjælpe andre samt at lære fra mig, og jeg vil gerne være det jeg selv manglede som barn, når fagene blev svære at forstå. Jeg er vant til at have med børn og unge at gøre, da jeg selv er storesøster til 3 søskende på henholdsvis 18, 8 og 6 år. Derudover kommer jeg fra en stor familie, med børn og unge i nærmest alle aldre.
Jeg går meget op i, at møde eleven i øjenhøjde, så eleven føler sig hørt, set og anerkendt. Det er også vigtigt for mig at eleven føler sig tryg, og derved ikke er bange for at svare forkert og lave fejl. Samtidig synes jeg det er vigtigt at vække elevens nysgerrighed samt gøre undervisningen hyggelig og sjov, så det ikke føles "øv" eller kedeligt at have svært ved fag, eller generelt at gå i skole. Dette kan også være med til, at eleven får et nyt indtryk af et ellers svært fag, og forhåbentlig en masse succes-oplevelser.
Jeg brænder for at gøre en forskel for børn og unge, og jeg glæder mig til at høre fra jer!
De bedste hilsner
Shawen Soleymani