Jeg er en ung mand, der til hverdag studerer farmaci på 5. semester på Københavns Universitet. Jeg brænder for naturvidenskab, kemi og matematik. Det er for mig rigtig givende netop at studere farmaci, da lægemiddelverdenen er relevant for at ændre og redde mange menneskeliv verden over.
Det er livsbekræftende og opløftende for mig at kunne hjælpe andre til bedre at forstå komplekse emner i matematik, fysik og kemi. Da det er emner, som mange børn og unge i dag finder svære at forstå, føler jeg, det er rigtig produktivt at kunne lære fra mig i de fag og måske sågar motivere nogle til at tage en uddannelse indenfor de fag.
Jeg er tålmodig, pædagogisk anlagt og bestræber mig på at anvende konkrete hverdagseksempler i min undervisning. Det er meget vigtigt for mig at udvise overskud, ro og faglig progression i min undervisning. Derfor tager jeg mig også god tid til at sikre, at mine elever har den rigtige forståelse af emnerne, begreberne og metoderne i fagene.
Der er desværre meget spildt potentiale, fordi børn og unge ikke har selvtillid i disse fag. Dårlige oplevelser kan på kontraproduktiv vis medvirke til at ødelægge deres engagement, nysgerrighed og gåpåmod for fagene. Det vil jeg gerne være med til at forebygge. Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg ønsker, at unge og børn ikke skal sidde fast i de naturvidenskabelige fag og ramme “muren”. De skal netop have mulighed for at udfolde deres potentiale med fag som matematik, kemi og fysik.