Efterår og studiestart: Sådan får du det bedste ud af situationen

Efterår og studiestart: Sådan får du det bedste ud af situationen

De fleste elever og studerende kan nok nikke genkendende til, at september er lidt streng. Sommerferien er forbi, skolen kalder, regnen siler ned og det kolde efterår er over os. Vejret især gør ikke ligefrem turen til skolebænken nemmere! Men trods sommerens endeligt er efteråret faktisk slet ikke så slemt endda. Der er lagt i kakkelovnen til ren læse-hygge!

Efterår er studiestart

… og studiestart er lektier og opgaver. Men det behøver ikke være så tungt og uoverskueligt. Selvom sol og sommer står øverst på manges liste over foretrukket vejr, så er regnen altså også lidt hyggelig – så længe man selv befinder sig indendørs. Find et tæppe, en god kop the og dine bøger frem. Sæt dig godt til rette, og skab en hyggelig atmosfære omkring dig. Så bliver lektielæsningen pludselig en smule mere overkommelig! Sørg for at hygge om dig selv, så du føler dig godt tilpas. Det gode ved efterår og det dårlige vejr er, at tankerne ikke vandrer hen på alle dem, der slikker sol på stranden eller cykler en tur i det skønne sommervejr. Du kan koncentrere dig fuldt ud om din egen lille hule. Hvis du er typen, der hurtigt kommer til at kede dig, så invitér en ven over til at læse og hygge sammen med dig! I kan aftale at læse et kapitel eller to ad gangen og holde små pauser ind i mellem.

Opgaveskrivningen går altså bare nemmere

Personligt skriver jeg eksamensopgaver to gange årligt, når et semester afsluttes. Jeg kommer formentlig til at fortryde disse ord, når det kommer til stykket, men jeg glæder mig faktisk lidt til læsningen i det kolde oktobervejr og opgaveskrivningen i december måned. Det hjælper også lidt på det hele, når man er vild med december og julehygge. Så hvis du skal skrive eksamensopgave, SRP eller bare har en bunke afleveringer liggende, så gør som mig og skab en positiv stemning omkring situationen. Tænd nogle stearinlys, lav en kop kakao, en lækker frugtskål eller hvad du ellers kunne have lyst til. Sæt dig godt til rette og start-parat-opgaveskrivning! Ind i mellem er det helt ok at holde små pauser; kig ud af vinduet, lyt til regnen eller vindens blæst og sæt pris på, hvor meget du hygger dig indendørs. Du kan også gå en tur i det friske efterårsvejr (når den danske efterårsregn en sjælden gang i mellem holder en lille pause) og få luft til hovedet – så varmer tæppet ekstra godt, når du kommer ind og er klar til at genoptage arbejdsprocessen.

God fornøjelse med opgaveskrivningen!

Del artiklen

Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90

Bliv ringet op i dag

Hør, hvad vi kan gøre for dit barn