Gymnasiet: Helt tæt på

Af Ruben Samuel Sørensen 01-07-2016
Gymnasiet: Helt tæt på

Dette er et lidt utraditionelt blogindlæg. Jeg satte mig nemlig for at finde ud af, hvor stor forskel der er på mindsettet hos en 1.g’er kontra en 3.g’er. Derfor stillede jeg en række spørgsmål til to søde gymnasiepiger. En der netop har afsluttet 1. år og en der i år fik huen på hovedet.

Malene, 1.g i gymnasiet

Malene startede på Nykøbing Katedralskole i 2015 på linjen Samfundsfag, Matematik, Erhvervsøkonomi.

Hvad har været det sværeste ved at starte på gymnasiet?

Det sværeste ved at starte på gymnasiet er nok de nye venskaber man skal til at danne og en helt anden lektiemængde. Gymnasiet er en stor forandring i forhold til folkeskolen, både i forhold til forventninger, karakterer, fravær osv.

Hvordan oplever du niveauet i forhold til folkeskolen?

Niveuet er højt i forhold til folkeskolen og helt anderledes. Tingene bliver pludselig forklaret på helt andre måder, smartere måder. Det bliver dog også mere kompliceret.

Føler du at det første år har udviklet dig personligt?

Det første år har helt klart gjort mig mere selvstændig. Jeg blev bevidst om at man skal yde for at opnå høje karakterer. Man kommer ikke sovende til tingene mere. Det er vigtigt at man tager ansvar for sin egen læring.

Har du nogen idé om, hvad du vil være når du bliver ’stor’?

Nej, der er stadig mange ting jeg overvejer. Det ændrer sig fra dag til dag.

Laura, 3.g i gymnasiet

Laura startede på Nykøbing Katedralskole i 2013 og er netop blevet student.

Hvad har været de største udfordringer gennem dine tre år på gymnasiet?

De største udfordringer for mig personligt, har været den selvdisciplin man har skulle finde for at gennemføre gymnasiet, lektie/opgavemængdens voldsomhed i forhold til folkeskolen, og til sidst er nok den største udfordring, det karakterræs jeg har haft kørende med mig selv. Selvdisciplin var noget der lå mig nært i folkeskolen. Det forsvandt da ikke helt da jeg startede på Nykøbing Katedralskole, men lysten til at sidde 2 timer om dagen omgivet af bøger virkede bare mindre fristende. Så lektier blev noget jeg lavede i de fag jeg havde sværest ved, men til gengæld fik opgaverne i alle fag også en skalle. Derudover fik jeg også mange gode råd med på vejen af tidligere studerende: Læg meget fokus på de fag du afslutter. Det gjorde jeg så, og det bar frugt. Angående det karakterræs jeg har haft kørende med mig selv, har det været en stor udfordring at acceptere, at ikke alle fag er mit speciale. Sprog er og bliver bare ikke mig. Det var en stor kamel at sluge. Dog har jeg ikke ladet det slå mig ud, og har valgt at lægge fokusset på alle de fag, som jeg er god til.

Føler du, at du har lært noget du kan tage med dig videre?

En af de vigtigste ting jeg har lært, har helt sikkert været, at karakterer ikke er alt. Ikke forstået på det måde, at de ikke betyder noget – nej, mere på den måde, at der ligger mere bag den karakter. Da jeg startede i 1.g i 2013, var mit fokus på at få gode karakterer. Dengang så jeg ikke hvad der lå til grund for karakteren, jeg så et tal, og det var hvad jeg gik ud fra. Igennem disse 3 år, har jeg lært at se på kommentarerne/feedbacken fra lærerne/censorerne og bruge disse til at arbejde mig op ad karakterskalaen.

Hvordan har gymnasiet udviklet dig som person?

Jeg har altid været et meget åbent og kærligt menneske. Da jeg så kom på gymnasiet udviklede det sig så enormt. Det har været en herlig tid, hvor min klasse har været støttende og vi har haft det fedeste sammenhold. jeg har udviklet mig i en meget positiv retning, til trods for at livet ikke altid har været med mig. Dette skyldtes helt sikkert mine dejlige venner. Derudover har jeg også udviklet mig i en mere ansvarlig og ”voksen” retning. Jeg kan tydeligt mærke forskel fra første dag jeg satte mine ben på skolen og så til nu. Dengang var livet at være hjemme hos mor og far, hvor man vidste at der var mad i køleskabet og regningerne var betalt. Nu betaler jeg selv for de fleste ting jeg bruger og spiser, samt at jeg nu får mine egne regninger, der skal betales. En mere ansvarsbevidst pige, er vokset frem i mig, og dette skyldtes helt sikkert den mængde selvdisciplin jeg har fået gennem skolen og min fritidsinteresse de senere år.

Hvad er dine fremtidsplaner efter du bliver student?

Mine fremtidsplaner er meget flyvske og forskellige. Jeg vil gerne være danselærer, men dette kan bentøjet nok ikke holde til i længden. Derudover har jeg tanker om at læse erhvervsjura på CBS, da erhvervsøkonomi og jura er to spændende fag. Og så sammen er det jo bare dobbelt så godt. Økonomi på KU har også haft min interesse. Skolelærer/gymnasielærer også virker interessante, da jeg får lov til at lære fra mig, og se unge mennesker vokse og udvikle sig, ligesom jeg selv har gjort. Hvad der er værd at tage med sig fra disse interviews er, at begge piger beskriver at de har udviklet sig i deres tid på gymnasiet. Den store forskel findes i tiden; Laura er langt mere afklaret omkring, hvem hun er og hvad hun vil, end Malene er. Dette skyldes uden tvivl, at Laura er to år foran. Det beviser også, at unge gennemgår en stor udvikling i deres gymnasietid.

Skal du i gymnasiet efter sommer? Så kan du måske tage nogle af pigernes indsigter med dig i skoletasken.

Mød forfatteren:

Billede af

Ruben er direktør og medejer af GoTutor. Ruben har en baggrund som underviser / lektiehjælper på HHX og universitetsniveau og har arbejdet i mange år som analysedirektør i marketingbranchen. At Ruben er en del af GoTutor skyldes hans ønske om at gøre en forskel for elever og give dem skoleglæde.

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Lærernes dag: Hurra for alle verdens undervisere
Lærernes dag: Hurra for alle verdens undervisere

Det er en helt særlig dag i Danmark! Vi fejrer nemlig en række mennesker, som gør en helt speciel in...

Ruben Samuel Sørensen 05-10-2019
Sådan oversætter du et ord på 2 sekunder!
Sådan oversætter du et ord på 2 sekunder!

Kender du det, når du læser en artikel og støder på et ord du ikke forstår, men ikke kan overskue at...

Ruben Samuel Sørensen 20-07-2016
Hvad er forskellen på kvote 1 og 2?
Hvad er forskellen på kvote 1 og 2?

Der kan være mange årsager til, at man ikke har fået det karaktergennemsnit, som man havde håbet på....

Ruben Samuel Sørensen 24-06-2016
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90