Hej, jeg hedder Louise.
- Jeg er uddannet dyrlæge med speciale i familiedyr dvs hunde, katte, marsvin, kaniner mm. Jeg har arbejdet i mange år på en dyreklinik samt indenfor telemedicin, hvor dyreejerne og deres syge dyr hjælpes over videokald.
- Min erfaring med undervisning og coaching har jeg som ansvarlig for dyrlægestuderende i klinikpraktik samt under min ansættelse på Universitets Hospital for Familiedyr, hvor dyrlæger bliver uddannet. Her underviste jeg de dyrlægestuderende i klinikken for hjertesygdomme. Derudover har for nyligt været i virksomhedspraktik i 8 uger i udskolingen i en folkeskole og jeg hjulpet mine to børn med lektierne gennem deres folkeskoleforløb og i gymnasiet.
- Jeg bor i Nordhavn med min mand og min datter. De synes, jeg er lidt fjollet en gang imellem, for jeg har en skør humor og elsker et godt grin. Jeg har haft mange gode stunder sammen med mine børn, når de skulle lave lektier eller læse en bog. Det er tit mig, der har det er sjovest med at løse en matematikopgave eller hjælpe med en biologiaflevering.
- Det er vigtigt for mig at anerkende, hvis mine børn synes, det er svært og træls med skolen og lektierne, og at støtte og hjælpe dem med at komme igennem det - gerne ved at snakke om emnet og lektierne på en anden måde, end man gør i skolen.
- Jeg har altid holdt meget af lektiesituationerne og holder på, at der også skal være et element af hygge i det. Jeg elsker at dele ud af min viden og min hjælp og er altid nysgerrig efter at indrette min undervisning efter, hvordan lytteren/eleven bedst forstår stoffet. Derfor er jeg en del af GoTutor.
- Jeg er vild med bøger, især krimier, men lytter også til lydbøger og podcasts. Hver tirsdag aften synger jeg i et stort og fantastisk gospelkor. Om sommeren spiller jeg golf og året rundt spiller jeg badminton. Derudover elsker jeg at bage og lave mad og går aldrig glip af chancen for et godt loppefund.
- Jeg glæder mig til at møde dig og lære dig at kende. Jeg ser frem til at hjælpe dig med lektierne, så du kan møde godt forberedt i skole og blive endnu bedre i dine fag. Vi skal have det hyggeligt og sjovt sammen, mens vi lærer noget om hinanden og af hinanden og ikke mindst - bliver mega kloge af dine lektier.